Især i tech-virksomheder med hastig vækst hvor profitabilitet endnu ikke er nået, er værdiansættelse et vanskeligt begreb, men også efterspurgt, da der ofte er behov for eksterne investorer og venture-finansiering.
Almindeligvis vil investorer foretrække at værdiansætte virksomheder ud fra historisk track record på indtjening, men anerkender også at denne metode er utilstrækkelig i vækstvirksomheder, hvor store summer bruges på produktudvikling og kunde anskaffelse i den tidlige fase, og indtjeningen er minimal eller negativ.
Det er derfor blevet accepteret at bruge en omsætning multipel. I stedet for at vurdere virksomheden ud fra dens overskud eller aktiver, fokuserer denne metode på Annual Recurring Revenue (ARR) eller Monthly Recurring Revenue (MRR) og anvender en multipel baseret på markeds-attraktivitet og virksomhedens omsætningsudvikling..
Nedenfor gennemgår vi, hvordan omsætning kan anvendes i værdiansættelsen, og hvad du kan gøre for at øge din virksomheds værdi.
Omsætning anvendt til værdiansættelse
Formlen for en omsætningsbaseret værdiansættelse er simpel:
Virksomhedens værdi på gældfri basis (Enterprise Value (EV))* = Årlig omsætning × Multipel
(*Gældfri basis, eller EV, tager ikke højde for selskabets gæld. Den endelig værdiansættelse justeres for selskabets gæld eller likvide midler (også kaldet rentebærende gæld).
Eksempel:
En virksomhed har en ARR på 10 mio. kr.
Multiplen i markedet er 5× ARR
Estimeret værdi = 10 mio. kr. × 5 = 50 mio. kr.
ARR vil være let-tilgængelig for virksomheden, mens vurderingen af multiplen er den store usikkerhedsfaktor. Den afhænger af flere faktorer, herunder vækstrate, fastholdelse af kunder og markedsvilkår.
Hvordan bestemmes multiplen?
Det er vigtigt at huske at investorers fokus er hvor hurtigt et selskab kan levere et attraktivt cashflow, og selvom omsætningen ikke viser dette, anvendes den i mangel af bedre til at indikere hvor hurtigt investorer vil få et cashflow. Multiplen er derfor tæt knyttet op til faktorer, der påvirker en virksomheds vækstpotentiale og stabilitet. Investorer vil typisk analysere følgende områder:
Vækstrate
Virksomheder med høj vækst vil blive vurderet højere end virksomheder med lav vækst. En tech-virksomhed, der vokser 50 % om året, vil nå positivt cashflow hurtigere og levere større afkast end virksomheden, der kun vokser 10 %.
Net Revenue Retention (NRR)
NRR viser, hvor godt virksomheden fastholder og udvider sine eksisterende kunder. Hvis en virksomhed har en NRR over 110 %, betyder det, at de eksisterende kunder genererer mere omsætning over tid, hvilket er meget attraktivt for investorer. Det understøtter den langsigtede vækst som ikke kun kommer via nye kunder, men også fra eksisterende, og det giver sikkerhed som man er villig til at betale for.
Bruttomargin og rentabilitet
Selvom mange SaaS-virksomheder ikke er profitable i de tidlige år, spiller bruttomarginen stadig en vigtig rolle. En bruttomargin på 80 % betyder, at en stor del af omsætningen kan geninvesteres i vækst, hvilket gør virksomheden mere attraktiv.
Markedsstørrelse og potentiale
Er virksomheden i et marked, der kan vokse hurtigt? Har den mulighed for at ekspandere internationalt? Virksomheder med stort vækstpotentiale kan ofte opnå højere multipler.
Churn og CLTV/CAC-forhold
Hvis en virksomhed har høj churn, betyder det, at kunderne hurtigt forlader produktet, hvilket reducerer fremtidig omsætning. Omvendt, hvis virksomheden har en høj Customer Lifetime Value (CLTV) i forhold til Customer Acquisition Cost (CAC), viser det, at den skaber langsigtet værdi pr. kunde.
Multipel-kurven er eksponentiel i forhold til vækst
Virksomheder, der kan underbygge langsigtet sikker vækst med indtjening, er attraktive ved investorer, og grafen nedenfor viser hvorfor. Grafen udtrykker den matematiske multipel, som tilsvarer livstidsværdien af et afkast genereret ved forskellige vækstscenarier.
Som det kan ses vokser multiplen eksponentielt i forhold til væksten.

Forudsætninger: Afkastkrav 30%, Indtjeningsmargin 30%.
OBS – men vækstkurven kræver en livslang vækst, og ikke bare nogle enkelte år.
Eksempler på SaaS-multipler
For at illustrere forskellen på multipler afhængigt af virksomhedens performance kan vi se på følgende eksempel (bemærk – tabellen er udelukkende eksempel på at illustrere metode og har ikke afsæt i virkelige værdiansættelser):

Jo højere vækst, NRR og markedsmuligheder, desto højere multipel – og dermed en højere værdiansættelse. Men som tidligere beskrevet, hvis væksten skal resultere i en højere multipel kræver det en permanent sikker vækst og ikke blot en vækst over en mellemlang periode.
Men værdiansættelse ud fra omsætning bør ikke stå alene
Søfolk og sejlere ved, at der skal to punkter til for at give en korrekt pejling. Det samme gør sig gældende med værdiansættelse og en hovedregel er at anvende flere værdiansættelsesmetoder, som bør ende på cirka det samme slutresultat, såfremt værdiansættelsen er korrekt. Det anbefales derfor at kombinere en omsætnings værdiansættelse med en anden værdiansættelse, som fx. kan være:
Discounted Cash Flow (DCF): Værdiansættelse af det fremtidige cashflow, som virksomheden forventes at generere, og en detail underbygning af budget der leder til dette cashflow.
Fremskrevet EBIT/EBITDA multipel: Værdiansættelse af fremtidig indtjening via multipel, og tilbagediskontering til nutidsværdi. Detail underbygning af budget der leder til denne indtjening.
Hvordan kan du øge din værdiansættelse?
Hvis du vil sikre, at din virksomhed opnår en høj multipel, er der flere tiltag, du kan fokusere på.
Øg din vækst
En virksomhed, der kan vise en stabil og accelererende vækst, vil altid være mere attraktiv for investorer. Sørg for at have en skalerbar salgsmodel, og udnyt digitale kanaler til at drive leads og konverteringer.
Forbedr din Net Revenue Retention (NRR)
Høj NRR viser, at din eksisterende kundebase fortsætter med at skabe værdi. Fokuser på at reducere churn, øge upselling og sikre, at kunderne forstår produktets fulde potentiale.
Optimer din bruttomargin
Hvis du kan levere en højere bruttomargin, vil din virksomhed blive vurderet højere. Automatisering og skalerbare løsninger kan være vejen frem.
Reducér churn og øg CLTV
Jo længere tid en kunde forbliver hos dig, desto mere er de værd. Implementér stærke onboarding-processer og support tiltag, der sikrer høj retention.
Vær gennemsigtig overfor investorer
Investorer vil have tillid til dine tal. Sørg for, at dine KPI’er er veldokumenterede, og at din rapportering er klar og præcis.
Konklusion: Omsætning er vigtig, og multiplen skal dokumenteres
At værdiansætte en virksomhed baseret på omsætning er en udbredt metode i tech-industrien, men multiplen er den afgørende faktor.
tech-virksomheder med høj vækst og stærk retention kan opnå 8× ARR eller mere
Mere modne virksomheder med lav vækst vurderes typisk til 3-6× ARR
Nøgletal som NRR, churn, bruttomargin og markedsstørrelse spiller en stor rolle i multiplen
Ved at optimere din vækststrategi kan du øge din værdiansættelse markant
Underbyg din værdiansættelse med andre metoder
📊 Vil du se, hvordan din virksomhed klarer sig?
Metriks beregner automatisk din ARR, NRR og andre nøgletal, så du kan få indsigt i din virksomheds værdi.
👉 Tilmeld dig en gratis prøveperiode på www.metriks.dk og få indsigt i dine nøgletal!